Ridefysioterapi

Ridefysioterapi/ handicapridning

Når man lider af et handicap, dårlig motorik, manglende balance eller et behov for genoptræning, kan ridning være det helt rette træningsredskab.


Ridning kan noget helt unikt, som er svært at genskabe i et træningslokale. Hestens 3-dimensionale bevægelser får rytterens ryg og bækken til at bevæge sig i en rytmisk takt, som har stor effekt. Træningen påvirker balance, afspænding af muskler, forbedring af gangmønster m.m.


Nogen kan få en henvisning ved lægen og gå til ridning helt uden egenbetaling. Nogen kan få tilskud via kommunen. Hør om dine muligheder og ring til ridefysioterapeut Sonja Damsted Lidsey på 40 58 08 25 eller handicaprideinstruktør Nanna Let Wittenhoff 22 91 41 25. Alle henvendelser om ridefysioterapi med henvisning fra lægen, skal ske til Sonja.

Hvad laver vi?


Når man kommer til ridning på Gartnergården, er man RYTTER.


Vores fysioterapeut sætter sig først og fremmest ind i den enkeltes behov og finder en passende hjælper på Gartnergården. Har man behov for en snaksaglig hjælper undervejs? Har man nok i at sidde stille og kigge på skoven eller vejen? Skal man have en hjælper, som sidder bagved på hesten? Alt er nøje overvejet, og nogen gange er der behov for at afprøve forskellige muligheder. Der justeres ofte undervejs for at finde den mest optimale løsning. Hvis du som rytter får mest ud af, at der er fast personale tilknyttet, så sig det endelig til os.


Når der skal vælges hest, så er det samme princip. Er der behov for en bred eller smal hest, som tager store skridt eller små skridt? Når man går til ridning på Gartnergården, kan man opleve, at vi vælger at skifte hest. Ofte er det for at forsøge enten at give en større udfordring, eller også for at se om et andet match er bedre. Vi udvælger efter vores viden og tanker om rytternes udbytte af ridningen - og vi tager ikke bare den hest, der står først for i stalden.

Timen i praksis


Alle ryttere sættes på hesten og justeres, så de sidder lige. Der rettes bøjler, og generelt udstyr rettes til. Vi går gerne nogle runder inde i ridehuset i trygge omgivelser. Dels er det vigtigt, at rytteren når at få bevægelserne ind i kroppen, men det er også vigtigt, at hesten får lidt tid til at vænne sig til rytteren. Nogle heste puster sig op når de får udstyret på, og så skal de lige bruge et par runder med rytteren, indtil de slapper af, så ”mavebæltet” kan spændes endeligt til.


Når alle er klar, går vi gerne i skoven eller ture på vejen. Skoven giver en særlig udfordring, da balancen udfordres via op og ned af bakke samt lidt uens underlag. Desuden går hestene ofte mere friskt frem, og træningen bliver derfor større. Det samme gælder en tur op af vejen, hvor vi har en sej lang bakke. En tur på asfalt ændrer også fornemmelsen for rytteren. Selvom det ligner en træktur, er der altså mange overvejelser vedr. optimalt udbytte af ridningen.


Når vi kommer hjem til ridebanen, så er der gymnastik på hesteryg, f.eks. leg med bolde, slalom mellem keglerne og udstræk på hesteryg. Nogle ryttere har behov for ekstra træning i form af gymnastik og udspænding, andre ryttere har nok i bare at sidde på hesten. Træningen tilpasses individuelt.


Det er vigtigt for os, at du som rytter får en god oplevelse og føler dig tryg. Vi gør, hvad vi kan, for at finde den rette løsning for dig, og vi er altid interesserede i at høre dine tanker, hvis noget kan forbedres. Snak gerne med os, og vid at vores arbejde er, at du får en god ridetur og kan lide at komme på Gartnergården!